Endnotes

Endnotes3
  1. Spontanitet, formidling, brud

Spontanitet, formidling, brud

Vi ved ikke om Luxemburg og Lenins [modsatrettede] skæbner skulle knyttes til den kendsgerning, at Lenin og hans gruppe bevæbnede arbejderne, mens Spartakisterne fortsatte med at forstå organiseringen som koordinering … og arbejdsvægringen som det eneste fyldestgørende arbejdervåben. Leninismens essens skifter fra relationen mellem spontanitet og partiet til relationen mellem partiet og opstand.« 1

Folder nutidens kampe sig ud i retning af revolution? Vi forsøger, med hensyn til det spørgsmål, at orientere os på den eneste måde vi kan: ikke kun i vores erfaringer af nutiden, men også ved at søge råd hos fortidens revolutionære teorier. Ikke desto mindre er det at se tilbage efter revolutionære teorier et problematisk foretagende: teorierne opstod som svar på et sæt problemer, der dukkede op i løbet af en bestemt æra – en æra, der ikke er vores egen.

Det 20. århundredes revolutionære teorier blev netop udviklet i løbet af en række kampe, som vi kalder arbejderbevægelsen. De teorier bærer ikke bare præg af arbejderbevægelsen i almindelighed. De blev dannet som svar på de grænser, bevægelsen konfronterede, da den var på sit højdepunkt – dvs. i revolutionernes æra, 1905-21.

Arbejderbevægelsens grænser havde alt at gøre med det problem at indgyde klassebevidsthed i en befolkning, der ikke var fuldstændigt proletariseret. Overfor en stor bondestand på landet og en broget skare af arbejderklasser i byerne havde arbejderbevægelsens strateger blikket rettet mod et fremtidigt punkt, hvor fuld proletarisering – som følge af en videreudvikling af produktivkræfterne – ville udrydde eksisterende skel mellem proletarer. Klassens objektive enhed ville så finde et subjektivt modstykke.

Alt taget i betragtning blev denne drøm aldrig til virkelighed. Videreudviklingen af produktivkræfterne forstærkede visse skel mellem proletarer, mens den skabte andre. I mellemtiden underminerede denne udvikling grundlaget for arbejdernes enhed. Arbejderne så, at de ikke længere var den moderne æras livskraft; i stedet blev de lavet om til vedhæng – tilbehør til et mylder af maskiner og infrastrukturer, der undslap sig deres kontrol.2

Hvis vi for et kort øjeblik vender tilbage til det sidste århundredes revolutionære højdepunkt – inden arbejderbevægelsens nederlag – vil det måske hjælpe os til at forstå den kontekst, fortidens revolutionære teorier kom til verden i. På det grundlag vil vi begynde at give form til en revolutionær teori for vores egen tid. Men vi må være varsomme med at påtage os et sådant projekt i dag: tilblivelsen af revolutioner er i sit væsen uforudsigelig; vores teori må på en eller anden måde inkorporere denne uforudsigelighed i selve dens kerne. En tidligere æras revolutionære nægtede oftest at åbne sig mod det ukendte – selvom de revolutioner, de oplevede, aldrig udspillede sig sådan, som de havde forestillet sig.

Når alt kommer til alt, viste det tyvende århundredes revolutioner sig ikke at være resultatet af metodiske projekter, af møjsommeligt at opbygge medlemskabet i fagforeninger og/eller partier, som forventedes at udvide sig i takt med klassens industrialisering og homogenisering. De revolutionære bølger i 1905-21 blev derimod til på kaotisk vis, med selvorganiserende kampe der tog form omkring massestrejkens taktik. Hverken fremkomsten eller udviklingen af massestrejken var, på trods af årtiers refleksion (og de historiske eksempler fra 1848 og 1871), blevet forudset af revolutionære strateger.3

Blandt de få revolutionære, der ikke helt og holdent modsatte sig denne nye kampform, kom Rosa Luxemburg sidenhen til at identificere den som den revolutionære taktik par excellence. Hendes bog, Massestrejke, parti og fagforeninger, er en af de bedste tekster i den revolutionære teoris historie. Men selv Luxemburg så imidlertid massestrejken som et middel til at revitalisere det tyske socialdemokratiske parti. Som Dauvé bemærker: ”hvis [Luxemburg] var forfatter af formularen, 'Efter d. 4. august 1914 er socialdemokrati intet andet end et kvalmende lig', viste hun sig at være noget af en nekrofil.”4

OPTAKT: MASSESTREJKEN

Massestrejkens historie er en underjordisk historie; den er mere eller mindre uskreven. Men den kan skitseres som følger.5

I 1902 opstod der omvandrende strejker i Belgien og Sverige, som middel til at presse på for universel stemmeret for mænd. Taktikken spredte sig så til Holland og Rusland, inden den ankom til Italien i 1904, som en protest mod den voldsomme undertrykkelse af arbejderoprør. I Italien blev arbejderråd dannet for første gang. Denne første bølge nåede sit højdepunkt med de enorme russiske massestrejker i 1905, som kulminerede i en opstand – den første russiske revolution – i december samme år. Med det russiske eksempel som model kom massestrejkens taktik hurtigt i omløb i europæiske byer.

Den dukkede snart op i Tyskland, hjertet af Anden Internationale-marxismen, hvor spørgsmålet om ”formålet” med massestrejken – som allerede var blevet brugt til at opnå en række forskellige mål – for første gang blev rejst. For fagforeningsrepræsentanter lod massestrejken til at være en forhindring for fagforeningens egne ihærdige forsøg på at organisere klassen. En tysk fagforeningsmand erklærede: ”For at opbygge vores organisationer har vi brug for ro i arbejderbevægelsen.”6 Alligevel fortsatte taktikken med at sprede sig, og dens omfang voksede, trods den Anden Internationales udtalelse om, at den kun støttede massestrejkens taktik som et defensivt våben.

Efter bølgen i 1902-07 lagde kampene sig, før de igen brød løs i 1910-13. I løbet af disse to bølger var der et stort opsving i fagforeningsmedlemskab; stemmeretten blev vundet i Østrig og Italien, mens de skandinaviske stater blev tvunget til at liberalisere. Anarkosyndikalismen og venstrekommunismen opstod som tydelige tendenser. Begyndelsen af Første Verdenskrig satte en stopper for den anden bølge af strejker, der allerede var begyndt at ebbe ud. Men denne tilsyneladende permanente blokering viste sig at være endnu en midlertidig hindring. Over hele Europa steg antallet af strejker allerede fra de lave niveauer i 1915. Aktiviteter lækkede fra arbejdspladsen til alle sider: der var rentestrejker i Clydeside og demonstrationer mod fødevarepriser i Berlin. I 1916 blev der kaldt til massestrejker i Tyskland, men denne gang for at protestere mod fængslingen af Karl Liebknecht, et symbol på principfast modstand mod krigen. I 1917 kunne mytteri i hæren og hungeroptøjer i gaderne, blandt andre kampe, måle sig med arbejderurolighederne. Disse kampe formerede sig hastigt gennem nye organiseringsformer: tillidsrepræsentanternes bevægelse i England og Tyskland og de ”interne kommissioner” i Italien.

Selv før den bolsjevikiske revolution i oktober blussede kampene således op over alt i europæiske byer. Massestrejkerne i Østrig og Tyskland var de største nogensinde i begge landes historier. Folk glemmer, at Første Verdenskrig ikke endte på grund af en af sidernes nederlag, men fordi flere og flere af de lande, der var involveret i stridighederne, kollapsede i en bølge af revolutioner, der  rejste sig og siden trak sig tilbage fra 1917 til 1921. Vi vil ikke dvæle ved denne sidste bølge af kampe, udover at citere Friedrich Ebert, leder af socialdemokraterne, som talte til et skræmt tysk borgerskab, i 1918: ”Vi er de eneste, der kan opretholde orden” ….

Hvad kan vi lære fra denne korte historie om massestrejkens taktik? Skulle en revolution finde sted i dag, ville den også være nødt til at opstå ud af massive optrapninger af spontane, selvorganiserende kampe. De kampe ville være nødt til at bryde ud og strække sig over vidtstrakte geografiske rum, i en ebbe og flod der varer i årtier. Det er kun inden for en sådan kontekst – dvs. en kontekst af en serie kampe der folder sig ud – at revolution bliver mulig, ikke bare teoretisk, men faktisk. Derfor er det også kun i løbet af optrappende kampe, at en æras strategiske spørgsmål kan stilles og besvares på en konkret måde.

Men vi kan imidlertid ikke lære meget mere end det af fortiden.

Massestrejkens taktik var specifik for sin tid, en tid der vidnede om: (1) en hidtil uhørt sammenlægning af firmaer og arbejdspladser; (2) ankomsten af nyligt proletariserede bønder, der bragte bestemte solidaritetskulturer med sig, til  nye industrialiserede byer; (3) arbejderes kamp for at forsvare kontrollen over arbejdsgangen, imod mekanisering og rationalisering; og endelig, (4) kampen mod et hårdnakket gammelt regime – en kamp for ligeværdigt statsborgerskab, retten til at organisere sig og stemmeretten – hvilket eliterne nægtede at give proletarerne. Kampenes horisont er meget anderledes i dag, og alligevel bærer de værktøjer, vi har til at tage fat i forholdet mellem kamp og revolution, stadig præg af arbejderbevægelsen.

Disse værktøjer må smedes om. Citatet af Bologna, med hvilket vi begyndte, berører nøglebegreberne i den revolutionære teori, som den lod sig forstå i løbet af arbejderbevægelsen: spontanitet og organisation, parti og opstand. Det spørgsmål, vi står over for, er: Hvordan udtrykker vi forholdene mellem denne konstellation af begreber i dag, dvs. efter arbejderbevægelsens afslutning (hvilket også nødvendigvis har betydet afslutningen på alle revolutionære traditioner, der besjælede det forrige århundrede: Leninismen og ultra-venstrefløjen, socialdemokrati og syndikalisme og så videre)? Vi tilbyder de følgende reflektioner over tre begreber – spontanitet, formidling, brud – som et forsøg på at omforme den revolutionære teoris værktøjer til vores tid. Ved at tage den kløft der adskiller os fra fortiden til efterretning, håber vi på at kunne udvinde noget fra fortidens teorier, som vi kan gøre brug af i nutiden.

KOORDINERINGSPROBLEMET

Før vi diskuterer den revolutionære teoris nøglebegreber, må vi tage en pause til at sige noget om det specifikke ved det at kæmpe i kapitalistiske samfund. Udenfor de samfund organiserer mennesker sig for det meste i fællesskaber ansigt til ansigt. Når de støder sammen, gør de det som fællesskaber, der eksisterer før disse sammenstød.

I kapitalistiske samfund er mennesker derimod oftest atomiserede. Proletarer konfronterer hinanden, ikke som medlemmer af fællesskaber hvori man står ansigt til ansigt med hinanden, men snarere som fremmede. Denne atomisering bestemmer karakteren af samtidens kampe. Det skyldes, at det grundlag, hvorpå proletarer kæmper, ikke eksisterer forud for kampene.

Kampenes grundlag må i stedet bygges (ud af det sociale livs materialer) i løbet af selve kampen. Dette træk ved kapitalistiske samfund har to grundlæggende årsager:

  1. På de markeder, hvor de sælger deres arbejdskraft, konkurrerer proletarer med hinanden om jobs. Det er givet i udbytningsrelationens væsen, at der aldrig er nok jobs til alle. I denne situation finder nogle proletarer, at det betaler sig at danne bander og rackets – baseret på køn, race, nation, tro – og at modsætte sig andre grupper af arbejdere på dette grundlag.7 Modsætningen mellem proletarer udspiller sig ikke bare med hensyn til jobs og lønforskelle, men også med hensyn til arbejdsforhold, familietid, uddannelsesmuligheder og så videre.
    Konkurrencen inden for klassen reflekteres også uden for arbejdsmarkedet, i ubarmhjertigt håndhævede statushierarkier der stilles til skue gennem iøjefaldende forbrug (smarte biler) og utallige livsstilsmarkører (slim-fit bukser). Således har arbejdsafhængighedens i stigende grad universelle situation ikke ført til en homogenisering af interesser. Tværtimod er proletarer internt stratificerede. De adskiller sig omhyggeligt fra hinanden. Hvor organisationer har fremmet kollektive interesser, har dette ofte genindskrevet andre konkurrerende forskelle afgrænset af race, nation, køn, etc.
  2. Arbejdsafhængighed ender ikke bare i konkurrence arbejdere imellem, hvilket støder dem fra hinanden. For så vidt at visse individer er i stand til at sikre sig selv arbejde, befrier lønnen også proletarer fra at skulle have noget med hinanden at gøre. Ved ikke længere at være afhængige af arv, er lønmodtagere ikke i lommen på deres forældre eller nogen andre (undtagen deres chefer!).8

De kan flygte fra landet til storbyen, fra storbyen til forstæderne, eller fra forstæderne og tilbage til storbyen. Så længe de finder arbejde, er proletarerne frie til at bevæge sig rundt, som de lyster. De kan flygte fra forfædrenes og de religiøse autoriteters formanende øjne, såvel som forhenværende venner og elskere, for at slå sig sammen med hvem de end vil, for at bede til hvilken som helst gud og for at dekorere deres hjem på hvilken som helst måde. Proletarer behøver ikke at se nogen, de ikke kan lide, undtagen på arbejdet. Således opløses fællesskabet ikke bare med magt; dets opløsning er også aktivt villet. Resultatet er en historisk unik social struktur, hvori mennesker nærmest ikke behøver at være direkte afhængige af hinanden på nogen som helst måde. Proletarers individuelle autonomi er til gengæld blevet vundet på bekostning af en kollektiv magtesløshed. Når revolter ophører, er proletarer tilbøjelige til atter at atomiseres. De falder tilbage til 'kontante' forbindelser.

Fordi proletarer begynder fra en situation med næsten universel atomisering, står de over for et unikt koordineringsproblem. Proletarer er nødt til at finde måder at slå sig sammen på, men for at gøre det er de nødt til at overkomme de reelle modsætninger mellem deres interesser. For så vidt at de endnu ikke har overkommet disse barrierer, finder de, at de er magtesløse i deres kamp mod både kapitalen og staten. I ikke-revolutionære tider er det problem, som proletarer står over for, således ikke manglen på en passende strategi (som begavede intellektuelle ville kunne spå om), men snarere tilstedeværelsen af reelle asymmetrier, hvad angår magt, som følger af deres atomisering. Intet i den individuelle arbejders arsenal kan hamle op med kapitalisternes evner til at ansætte og fyre, som det passer dem, eller politibetjentes hang til at skyde, banke eller fængsle.

Arbejdere har historisk set overkommet deres atomisering, og de magtubalancer der følger heraf, i bølger af koordinerede afbrydelser.9 Men arbejdere stilles over for en dobbeltbinding: de kan agere kollektivt, hvis de stoler på hinanden, men de kun kan stole på hinanden (stillet over for massive risici for sig selv og andre), hvis den tillid allerede er realiseret i kollektiv handling.

Hvis revolutionær aktivitet er en undtagelse, er det ikke fordi ideologi splitter arbejderne, men snarere fordi det (med mindre revolutionær kamp allerede finder sted) er selvmorderisk at forsøge at ”gå solo”. Idéerne i vores hoveder, hvor revolutionære de end måtte være, tjener hovedsageligt til at retfærdiggøre – og hjælper os også med at håndtere – den lidelse som udspringer af denne situation.

Kampens tilsyneladende uløselige problem, dobbeltbindingens problem, kan kun løses endeligt gennem kampen selv, ved at kamp udfolder sig over tid. Funktionelt kan denne løsning beskrives som det mulige resultat af et gentaget fangernes dilemma.10 Vores term er spontanitet.

SPONTANITET

Spontanitet forstås som regel som fravær af organisering. Noget spontant dukker op fra et øjebliks impuls, som fandt det sted naturligt.

Marxister af Anden Internationale troede, at arbejderrevolten var spontan i denne forstand: den var en naturlig reaktion på kapitalistisk underordning, der måtte gives form af partiet. Denne forestilling hviler på, hvad der ville kunne kaldes en afledt betydning af termen spontanitet. I det 18. århundrede da Kant beskrev opfattelsesevnens transcendentale enhed – det faktum at jeg er bevidst om mig selv som havende mine egne oplevelser – kaldte han dette en spontan handling.11 Kant mente det modsatte af noget naturligt. En spontan handling er en handling, der udføres frit. Faktisk stammer ordet spontan fra det latinske sponte, der betyder ”af sig selv, frit, villigt”.

I denne forstand handler spontanitet ikke om at handle tvangsmæssigt eller automatisk. Det gælder om at handle uden ydre begrænsninger. Vi deltager i kapitalistiske sociale relationer hver dag: ved at gå på arbejde, ved at købe ind, etc. Men vi er frie til at vælge ikke at gøre det, hvad konsekvensen end måtte være (og konsekvenserne er nogle gange barske, fordi vores deltagelse i kapitalismen ikke er et valg, men snarere tvang).12

Fire punkter følger af denne genfortolkning af termen:

  1. Spontanitet – netop fordi det er af egen fri vilje – er i sig selv uforudsigelig. Af denne grund kan der ikke være nogen fastsat teori om at kæmpe. Der kan kun være en fænomenologi for revoltens erfaring. Selvfølgelig bærer revolten en relation til krise, af økonomisk eller anden art, eftersom kriser gør proletarers eksisterende måder at leve på uholdbare. Men relationen mellem krise og revolte er aldrig mekanisk. Revolten forbliver grundlæggende ubestemt eller overdetermineret: den opstår aldrig lige netop, når den burde gøre det, og når det faktisk sker, melder den sig ofte fra den mest usandsynlige afkrog. Utilfredsheden kan ligge og ulme, men så ”udløser” et politimord eller en stigning i prisen på brød pludselig en revolte. Ingen ved imidlertid på forhånd, hvad der i et givet tilfælde vil være den udløsende begivenhed. Det er ikke det samme som at sige, at revolter ikke er forberedte – eller at militante ikke spiller nogen rolle i at antænde revolter. Militante forsøger faktisk at antænde revolter hele tiden. Pointen er, at deres succes ligger i noget uden for dem selv (dette noget åbenbarer sig i afgørende øjeblikke, når det menneskelige materiale, hvorpå de militantes arbejde udføres, pludselig ophører med at adlyde deres mikrostyring – en kamp løber enten ud af en uventet retning, eller den sygner hen).13 Hvem kan forudsige, hvornår det at troppe op i en park bare vil føre til endnu en protest, og hvornår det vil eksplodere i borgerkrig?
  2. Spontaniteten er – ved at være et opbrud i dagligdagen – også nødvendigvis afbrydende. Spontaniteten kommer til syne som en række afbrydende handlinger: strejker, besættelser, blokader, plyndring, optøjer, selvreduktion af priser og selvorganisering mere generelt. Men spontanitet er ikke bare en blanding af disse ingredienser. Spontaniteten har en historie, og i spontanitetens historie har taktikkerne forrang på to måder. (a) Taktikker er det, der giver genlyd på tværs af arbejdspladser og nabolag, på tværs af lande eller endda kontinenter. Én sætter ild til sig selv, eller nogle personer besætter en offentlig plads. Spontant begynder andre mennesker at gøre noget lignende. I løbet af begivenhederne tilpasser proletarer en given taktik til deres egne erfaringer, men det afgørende er – for så vidt at de tager taktikker i brug, der er taget et andet sted fra – at en afbrydelse af tidens fortsatte gang finder sted. Lokalhistorie bliver noget, der kun kan artikuleres globalt. (b) Taktikkernes forrang er også givet i det faktum, at folk tager del i bølger af forstyrrelser, selv mens de debatterer, hvorfor de gør det. Deltagere fremsætter muligvis modsigende krav; de samme taktikker tages i brug med forskellige formål på forskellige steder. I mellemtiden, som kampene vokser i intensitet og omfang, bliver deltagerne mere dristige med at stille krav – eller ved simpelthen ikke at stille nogen overhovedet. Barrierer mellem mennesker begynder at bryde sammen. Som murene falder, vokser individers fornemmelse af kollektiv kraft. Risikoen ved at deltage falder, som flere og flere deltager. I dens udfoldelse bygger kampen sine egne grundlag.
  3. Spontane revolter indebærer ikke bare frembringelsen af et nyt indhold i kampen, men også nødvendigvis nye former for kamp der er fyldestgørende for eller står mål med indholdet. Hegel sagde engang ”vedrørende formen og indholdets antitese”: ”det er væsentligt at huske, at indholdet ikke er uden form, men at det har formen inden i sig selv, lige så meget som formen er noget ydre for det”.14

Formen kan være spirende til at begynde med; den eksisterer måske kun som potentiale, men den kommer til sin ret, idet kampe breder sig og optrappes. Også her er der noget skabende – fremkomsten af en form uden historisk fortilfælde. Historien bærer vidne om dette faktum, igen og igen: nyligt opståede kampe ser ned på eksisterende former. I stedet frembringer de deres egne former, som der igen ses ned på i fremtidige bølger af revolter. Dette træk ved spontaniteten, tilbøjeligheden til formel innovation, underminerer enhver fremstilling af kommunisering, der får det til at se ud, som om en kommuniserende revolution ville være grundlæggende formløs. Vi kan ikke vide, hvilke former for spontan organisering der vil spille en rolle i kommunisering, og som må overkommes i samme øjeblik.

Modsat fortidens revolutionære teorier kan vi i dag sige, at organisering ikke befinder sig uden for spontanitet. Tværtimod er masserevolter altid organiserede. For at give denne term en definition der er passende for dens rolle i revolutionær teori kan vi sige, at organisering er en nødvendig ledsager til koordineringen og udbredelsen af spontane afbrydelser.

Men det betyder ikke, at organisering altid er noget formelt. Det kan også være helt uformelt, og på sit højeste niveau er organisering i virkeligheden altid uformel. Koordinering betyder at sprede taktikker fra mund til mund, gennem aviser, radio, fjernsyn, videoer optaget på telefoner, etc. (ikke at nogen bestemt teknologi er nødvendig: en global bølge af strejker spredte sig tværs over det britiske imperium i 1930'erne; teknologier byder bare på forskellige muligheder for kamp).

I enhver revolte finder debatter sted omkring spørgsmålet om organisering: ”Hvad er den bedste måde at koordinere og udbrede netop denne afbrydelse?” Svarene på dette spørgsmål er altid specifikke for den givne revoltes kontekst. Mange personer stiller, hvad enten det er ud af frygt eller manglende kendskab, sig selv andre spørgsmål: ”Hvordan kan vi bringe afbrydelsen til ophør?”, ”hvordan kan vi runde af eller få en sejr, så vi kan vende tilbage til vores hverdagslivs velkendte elendighed?”

At overkomme frygt og manglende kendskab – at komme til at stole på at hinanden vil handle, og gøre dette på en koordineret måde, med hundredvis, tusindvis, millioner og endelig milliarder af mennesker – dette koordineringsproblem kan ikke udarbejdes på forhånd. Det løses kun i og gennem en sekvens af kampe, der folder sig ud.

FORMIDLING

Vi møder ofte termen formidling i dens privative form, som umiddelbarhed, forstået som ”nu, med det samme”. Denne betydning er igen afledt. Umiddelbarhed betyder, først og fremmest, uden formidling.15 Hvad er så formidling? Det er tilstedeværelsen af en mellemliggende term (i dets tidlige brug beskrev ordet ”formidler” Jesus Kristus' position, idet han lagde sig mellem Gud og mennesket).

At tale om revolutionens umiddelbarhed er ikke det samme som at opfordre til revolution ”umiddelbart” i betydningen ”lige nu”, men snarere ”umiddelbart” i betydningen ”uden en mellemliggende term”. Men hvilken term mangler i så fald?

Det burde være klart, at revolutionens umiddelbarhed ikke bare er et spørgsmål om manglende organisering (selvom enhver revolution vil være kaotisk). Tværtimod må afbrydelserne være yderst koordinerede og udbredte – med ét ord, organiserede – og det i en sådan grad at de kan fremskynde en desertering fra de væbnede styrker (hvilket er den absolutte forudsætning for et revolutionært øjeblik). Ej heller afklares dette punkt ved at sige, at revolutionen vil finde sted uden en mellemliggende periode, eller overgangsperiode. For der vil faktisk uundgåeligt være en overgang, selvom der ikke vil være nogen ”overgangsøkonomi” eller ”overgangsstat” i den betydning, disse termer havde i det 20. århundrede. Kommuniseringen af sociale relationer blandt syv milliarder mennesker vil tage tid. Det vil omfatte pludselige opsving såvel som frygtelige modgange, zoner af frihed der dukker op ved siden af zoner af ufrihed, etc.

Selv hvis dem, der kommuniserer, ville kunne tilføje kontrarevolutionen et knusende nederlag, ville der uundgåeligt følge en periode af de- og rekonstruktion. Relationer mellem individer, der ikke længere er formidlet af markeder og stater, ville skulle realisere sig selv i verden, som en gennemgribende forandring af materielle infrastrukturer.16

For os er det ikke så meget revolutionen som proces, der må forstås med kategorien ”umiddelbarhed”. At tale om umiddelbarhed i forhold til revolutionen er simpelthen et kort udtryk for det faktum, at revolutionen afskaffer den moderne verdens formidlinger. At tale om kommunismens umiddelbarhed er således en bekræftelse af, modsat fortidens revolutionære, at dem der kommuniserer må tage den moderne verdens sammenhæng alvorligt. Arbejderen, maskinen, fabrikken, videnskab og teknologi: ingen af disse termer forekommer os at være uforbeholdne goder, der ville kunne sættes mod kapitalen og staten, som uforbeholdne onder. Der findes ingen neutral ordning af denne verden, der kan overtages af arbejderklassen og drives i dens interesser. Revolutionen kan således ikke være et spørgsmål om at finde nye måder at formidle relationerne mellem arbejdere, eller mellem mennesker og naturen, staten og økonomien, mænd og kvinder, etc.

I stedet kan revolutionen kun være en række af gerninger, der afskaffer selve de skel, hvorpå den slags formidlinger baserer sig. Kapitalismen er en række adskillelser, eller ontologiske kløfter – mellem mennesker og deres inderste kapaciteter – som efterfølgende formidles af værdiformen og staten. At løsne disse formidlinger er at ødelægge de størrelser, der ligger bag dem: på den ene side at forbinde alle til deres kapaciteter igen, på en sådan måde at de aldrig kan skilles ad med magt, og på den anden side at sætte hvert særlige individ i stand til at påtage sig eller skille sig af med enhver bestemt kapacitet, uden derved at miste kontakten til alle de andre.

De faktiske midler, der vil kunne sætte individer i kontakt med deres kapaciteter igen, uden for markedet og staten, er umulige at forudse. Men det betyder ikke, at den menneskelige tilværelse vil antage en uudsigelig form, som ren flux. Nye formidlinger vil uundgåeligt blive opstillet ud af det gamles vragrester. Således vil kommunisme ikke indebære formidlingens endeligt. Det vil indebære enden på de formidlinger, der fikserer os i vores sociale roller: køn, race, klasse, nation, art. Ligesom enden på abstrakt underordning ikke vil indebære enden på abstraktion, så vil det at overkomme disse formidlinger også efterlade rigeligt med andre intakt: sprog, musik, lege, etc.

4. Spontanitet er ikke bare afbrydende, men også skabende. Spontaniteten frembringer et nyt kampindhold, som er passende for proletarers dagligdagserfaring. Disse erfaringer ændrer sig altid, sammen med ændringer i de kapitalistiske sociale relationer (og kultur mere generelt). Det er derfor revolter, der opstår inde fra – spontant – er tilbøjelige til at sprede sig mere omfattende og vildt end revolter, der kommer ude fra – fra militante, etc. Dette er sandt, selv når militante intervenerer på baggrund af deres egne tidligere erfaringer med revolter (i tresserne fordømte militante gerne sabotage og det at blive væk fra arbejde som ”infantile” kampformer; men faktisk blev de et varsel om en massiv bølge af vilde strejker). Militante sætter således sig selv i en problematisk position. De militante er menneskelige spor fra tidligere konflikter, mobile på tværs af tid og rum. Hvis der findes lokale/nationale historier om kamp, er det delvist, fordi militante etablerer erfaringskontinuiteter. Stærke militante formationer kan blive agenter for optrapning i nutiden. Når militante forsøger at anvende lektier lært i fortiden på en stadigt forandrende nutid, løber de imidlertid risikoen for at trivialisere det nye i det øjeblik, det dukker frem. Dette er, for os at se, en farlig position, for så vidt at den forbliver aksiomatisk; at vi må sætte vores lid til det nye som den eneste vej ud af kapitalistiske sociale relationer.

Men det vil ikke sige, at disse formidlinger ikke vil blive grundlæggende forandret af enden på asocial socialisering. Tag sproget for eksempel, som den oprindelige formidling: sproget er blevet forandret af global handel, hvilket har ledt til en massiv reduktion i antallet af sprog, og nogle fås tilsvarende dominans: spansk, engelsk, mandarin.

Vi ved ikke, om overvindelsen af denne verden vil fortsætte med at maksimere kommunikationen mellem sociale grupperinger rundt om i verden. Måske vil det i stedet indvarsle en hastig formering af sprog. Det er muligt at universel forståelse må ofres for at gøre ord mere passende for gensidigt uforståelige livsformer.

BRUD

I perioder af stilstand indtræffer revolten, men den forbliver uartikuleret. Sammenstødet mellem klasser bryder ud, her og der, men lægger sig så. Perioder af stilstand varer årtier, men med tiden får de en ende. Klassekampens tilbagevenden melder sin ankomst i en kaskade af aktioner. En ny række kampe begynder. Bølger af proletarisk aktivitet har deres ebbe og flod over en årrække, idet nyt indhold og nye former for kamp opstår. Striden trappes op, omend aldrig på en lineær facon, mens proletarer finder sammen og udbreder deres afbrydelser.

Artikulationen af de aktiviteter begynder at afsløre omridset af det, som må overvindes. På denne måde er der en spænding mod det brud, der afgiver gnister i alle retninger. Et brud er, per definition, en standsning – en standsning der er kvalitativ i sit væsen – men en standsning af hvad? Hvor lokaliserer vi det brud, der er synonymt med en revolutionær periodes komme?

Det er alt for let at tale om spontan afbrydelse, som var det i sig selv et brud, det vil sige, af hverdagen. Revolution ville så skulle forstås som en akkumulation af afbrydelser. Der er et gran af sandhed i dette perspektiv. Kampe breder sig trods alt aldrig langs en lineær bane af stigende intensitet. Tværtimod bevæger konflikten sig via diskontinuiteter. Dens dynamik afføder periodiske skift i selve kampens termer: det ene øjeblik er det måske arbejdere imod chefer, men i det næste bliver det lejere imod udlejere, unge imod politiet, eller en konfrontation i selvorganiserede sektorer (alle disse konflikter kan også finde sted sideløbende). Denne ustabilitet – i selve grundlaget hvorpå individer føler sig kaldet til at konfrontere hinanden – er, hvad der gør det muligt at sætte spørgsmålstegn ved alting, både generelt og i hvert enkelt tilfælde.

Men disse termer må ikke desto mindre holdes adskilte: på den ene side, spontan afbrydelse, og på den anden side, bruddet, som splitter selve den spontane afbrydelse. Bruddet tvinger ethvert individ, som er involveret i kamp, til at vælge side: at beslutte sig for om de stiller sig på den kommunistiske bevægelses side – dvs. den bevægelse der praktisk destruerer denne verden – eller på den side, der ønsker fortsat at gøre oprør på basis af det, der er. I denne forstand er bruddet et partisk øjeblik, et punkt, hvor vi vælger side.17 Det er et spørgsmål om at slutte sig til partiet og at overbevise andre om at gøre det samme (det handler på ingen måde om at lede ”folket”).

Præcis som vi adskiller spontanitet fra brud, må vi også sondre mellem organisering, som passer sig for spontaniteten, og partiet, som altid er bruddets parti.18

Partiet baner sig vej gennem proletariske organisationer, eftersom det ønsker afviklingen af den sociale orden (og derfor også at gøre de skel hvorpå proletariske organisationer baserer sig ugjorte). Forskellen mellem organisationer og partiet er, derfor, forskellen mellem på den ene side komitéer af arbejdsløse, nabolagsmøder og menige fagforeninger – som organiserer afbrydelsen af de kapitalistiske sociale relationer – og på den anden side grupper af partisaner – som rekonfigurerer transport- og kommunikationsnetværk og organiserer frembringelsen og den frie distribution af gods og tjenester. Kommunistiske taktikker destruerer selve de skel (fx mellem beskæftiget og ledig), som proletariske organisationer baserer sig på.19 Derved indleder de foreningen af menneskeheden.

Og således, mens revolten forstyrrer den gamle verden, er bruddet dens omvæltning (derfor er standardtermen for bruddet revolution). Denne omvæltning har både kvantitative og kvalitative dimensioner, hvilket adskiller den fra revolten.

For eksempel finder revolten typisk sted i begrænset skala; hvorimod revolutionen i dag må indebære intet mindre end syv milliarder mennesker, der forsøger at finde ud af at reproducere sig selv på ikke-kapitalistiske måder. Ud af disse milliarder vil selv en aktiv minoritet skulle udgøre flere hundrede millioner (det vil sige, hvis individer er i stand til at afgøre begivenhedernes gang tyder det i sig selv på, at vi stadig er langt fra et revolutionært øjeblik). Revolutionen vil forudsætte, at milliarder af individer inddrager diverse aspekter af deres liv i en åben kamp, som afvikles ved at disse individer sætter spørgsmålstegn ved hele deres liv. Bruddet sætter spørgsmålstegn ved selve livet, men på en måde der tillader os at føre livet videre.

Ifølge Théorie Communiste havde tidligere æraers revolutionære ikke noget begreb om brud. Formodentlig mente de, at revolution handlede om at kampe ”vokser over”; det vil sige, om kampe der breder sig gennem samfundet og optrappes mod et vendepunkt, hvor de ville udvikle sig til en revolution. Mange teorier af denne slags blev foreslået i løbet af det 20. århundrede (selve termen kommer formodentlig fra Trotsky, men idéen er mere almindelig blandt autonome). De her teorier var imidlertid ikke særligt almindelige.20 De fleste revolutionære, Trotsky medregnet, foretog deres egen sondring mellem revolte og brud.

Så, for eksempel i Italien under bienno rosso (1919-20) hvor revolution lod til at være en reel mulighed, erklærede Amadeo Bordiga, kommende leder af det italienske kommunistparti, følgende:

[citat]Vi ser helst ikke, at de arbejdende masser tilegner sig den idé, at alt de behøver gøre for at overtage fabrikkerne og slippe af med kapitalisterne er at oprette råd. Det ville bestemt være en farlig illusion. Fabrikken vil blive erobret af arbejderklassen – og ikke bare af den arbejdsstyrke der er ansat der, eftersom den ville være for svag og ikke-kommunistisk – men kun efter arbejderklassen har overtaget den politiske magt. Med mindre den har gjort det, vil livgarden, militærpolitiet, etc. – med andre ord, det magtfulde og undertrykkende maskineri, som borgerskabet har til rådighed, dets politiske magtapparat – sørge for at alle illusioner brister.21

Bordiga argumenterede (som mange andre kommunister i det 20. århundrede) dybest set som følgende: ved at overtage fabrikkerne og demonstrere i gaderne er det nogle gange muligt at få samfundet til at gå i stå, men ikke at frembringe et brud. Bruddet vil først finde sted, når proletarer risikerer borgerkrig i et forsøg på permanent at overføre magt til sig selv. Heraf fulgte, at partiets primære opgave var, i det afgørende øjeblik, at distribuere våben blandt arbejderne og kræve en overførsel af magt til disse bevæbnede organer. ”Bevæbningen af arbejderne” kan anses som den centrale ”programmatiske taktik” (andre taktikker af den slags indbefattede at etablere politiske organer med delegerede, der kunne kaldes tilbage).22 Koblingen mellem dette begreb og Bolognas, citeret tidligere, burde være åbenlys.

Så det er tydeligt, at tidligere tiders revolutionære faktisk havde begreb om et brud (den revolutionære var den der, i enhver åbning, udtalte De Sades berømte slagord: ”en indsats til, kammerater …”).

Det er ikke desto mindre sandt, at et sådant begreb, for os, er utilstrækkeligt. En revolution i dag kan ikke finde sted ved at bevæbnede organer overtager statsmagten – eller endda omvælter den, efter den anarkistiske opfattelse – med det mål at oprette et samfund af forenede arbejdere. Uanset om den form for revolution forbliver tiltrækkende for nogen, bygger den på arbejderes vilje og evne til at organisere sig omkring deres identitet som arbejdere, frem for andre identiteter (dvs. nationalitet, religion, race, køn, etc.). Arbejdere deler kun en fælles interesse for så vidt, at de kan præsentere en universel løsning på deres koordineringsproblem (”Et angreb på den enkelte er et angreb på alle” er ikke en universel sandhed).

Ved at konfrontere presset fra konkurrenceprægede arbejdsmarkeder opstillede arbejdere faktisk en fælles interesse i løbet af det 20. århundrede ved at bygge arbejderorganisationer, som var bundet sammen gennem arbejderbevægelsen.

Den bevægelse smedede, af en mængde af specifikke arbejdererfaringer, en egentlig almeninteresse. Men tilstedeværelsen af denne almeninteresse byggede på to ting. For det første byggede den på at vinde reelle fremgange, både inden for kapitalistiske samfund og imod et gammelt regime, som bestræbte sig på at ekskludere arbejderne fra politisk indflydelse. For det andet byggede den på mange proletarers levede erfaringer: de identificerede sig med deres arbejde, som det træk der definerede, hvem de var (og de forestillede sig, med udvidelsen af fabrikssystemet til hele verden, at denne identitet ville blive et almenmenneskeligt vilkår). Arbejdere følte, at de delte en fælles skæbne som livsnerven i det moderne samfund, der hele tiden voksede.

Alt det er nu fortid. En massiv akkumulation af kapital har gjort produktionsprocessen endnu mere effektiv, og arbejderne stadigt mere overflødige. Under disse betingelser er kapitalistiske økonomier vokset langsomt på grund af den kroniske overproduktion; samtidig har de fleste arbejdere svært ved at vinde nogen som helst reelle fremgange i en kontekst af høje arbejdsløshedstal. Desuden har denne overflødighed af arbejdere fundet sit modstykke i en ændret oplevelse af selve arbejdet. For så vidt at de er beskæftiget, identificerer de fleste proletarer sig ikke med deres arbejde som det definerende træk ved, hvem de er. Enten befinder de sig i udkanten af en mere eller mindre automatiseret produktionsproces – og kan således ikke se sig selv som livsnerven i det moderne samfund – eller også er de ekskluderet fra produktionen helt og aldeles, og knokler i servicesektorens blinde gyder.  

Det er ikke for at sige, at der ikke stadig er proletarer, der drømmer om at udføre lignende jobs i en bedre verden, hvor de ville kunne organisere deres arbejde demokratisk. Det er bare det, at denne minoritet ikke længere kan hævde at repræsentere hele klassens fremtid – især når så mange proletarer enten er arbejdsløse, underbeskæftigede eller fortabte i den uformelle sektor, hvor 70 procent af arbejderne er selvstændige, fordi de ikke kan finde jobs.

Som følge af disse forandringer er kampens revolutionære horisont i sig selv forandret. Den må være noget andet end, hvad den var. Vi kan ikke forblive dem, vi er, ej heller overtage tingene som de er. Det er så meget desto mere sandt, for så vidt at det moderne samfunds anordninger (fabrikker, netværk af veje og lufthavne, etc.) – som proletarer hjalp med at bygge – har vist sig ikke at bebude en ny verden af menneskelig frihed. Tværtimod ødelægger de anordninger selve betingelserne for menneskeligt liv på jorden. Det er derfor svært at sige, hvad der ville udgøre en kommuniserende taktik, der kunne erstatte den programmatiske taktik par excellence, nemlig ”at bevæbne arbejderne” eller ”at generalisere den væbnede kamp”. Vi ved, hvad de taktikker skal kunne: de skal kunne destruere privat ejendom og staten, afskaffe skellet mellem den huslige og den økonomiske sfære, etc. Men det fortæller os intet om selve taktikkerne. Hvilke vil slå igennem?

Til syvende og sidst vil kommuniserende taktikker vise sig at være de taktikker, der endelig destruerer båndet mellem arbejde og overlevelse. De vil sætte mennesker i forbindelse med deres kapaciteter igen på en sådan måde, at det vil blive umuligt nogensinde igen at rive den forbindelse over. I kampens hede vil en proces et sted i verden måske udfolde sig, der ser ud til at gå hele vejen, til en gang for alle at gøre en ende på kapitalistiske sociale relationer. Ligesom i dag hvor proletarer tager taktikker til sig og tilpasser dem, alt efter hvilke der giver genlyd hos dem, så vil nogle proletarer også tage disse kommuniserende taktikker til sig.

Disse taktikker vil imidlertid ikke udbrede kampen. Tværtimod vil de splitte denne kamp op og vende den tilbage ind mod sig selv.

Hvis den slags gennembrud sker, et hvilket som helst sted i verden, er det muligt at forestille sig, som en del af partiskheden, at kommunistiske partier vil tage form (eller bringe sig i linje med de nye taktikker). De vil måske ikke kalde sig partier, og de vil måske ikke omtale deres taktikker som kommuniserende taktikker. Ikke desto mindre vil der være en udskillelse af de, der i kampen forfægter og bruger revolutionære taktikker, hvad de nu end måtte være. Der er ingen grund til på forhånd at afgøre, hvordan partiet vil se ud, hvordan dets organiseringsform må være, hvis det overhovedet behøver at formaliseres, eller om det bare er en indstilling, der deles af mange individer. Kommunisme er ikke en idé eller et slagord. Det er den virkelige historiske bevægelse, den bevægelse der – i bruddet – famler sig vej ud af historien.

KONKLUSIONER

Kommuniseringsbegrebet udstikker en retning: en retning mod mulighedsbetingelserne for kommunisme. Begrebet påbyder os at fokusere på nutiden, at opdage den nye verden gennem kritikken af alt, der eksisterer for øjeblikket.

Hvad må omvæltes eller løsnes for, at kommunisme kan blive en virkelig kraft i verden? Der er både en deduktiv og en induktiv måde at gribe det spørgsmål an på:

(1) Hvad er kapitalisme, og hvad må en kommunistisk bevægelse dermed afskaffe for at kapitalisme ikke længere findes?

(2) Hvad peger i proletarernes kampe og erfaringer mod, eller stiller spørgsmålet om, kommunisme? Egentlig bliver vores svar til det første spørgsmål formet af vores svar til det andet. Proletarer kæmper altid mod kapitalen på nye og uventede måder, hvilket tvinger os til endnu en gang at spørge, ”Hvad er kapitalen, siden folk forsøger at ødelægge den på denne måde?”

Teorien om kommunisering fremsætter sig selv i forhold til disse spørgsmål, som en række påstande vedrørende minimumsbetingelserne for at afskaffe kapitalisme.

Disse påstande kan kort opremses som følger:

(1) Kapitalismens igangværende kriser får proletariske kampe til både at udbrede sig og forandre karakter.

(2) Disse kampe har tendens til at generalisere sig i samfundet, uden at det bliver muligt at forene sideløbende kampe under et enkelt banner.

(3) For at grundlæggende fragmenterede kampe kan passere over i en revolution, må der gribes til kommuniserende midler, som den eneste mulige måde at bære disse kampe fremad.

(4) Det vil derfor blive nødvendigt at afskaffe klasseskel – såvel som staten, adskillelser mellem køn og race, etc. – i selve revolutionsprocessen (og som revolutionen).

Endelig (5) vil en revolution derfor ikke etablere en overgangsøkonomi eller -regering, men snarere en verden af individer, defineret ved deres særegenheder, som relaterer sig til hinanden på et væld af måder. Denne sidste pointe vil holde stik, uanset om disse individer arver en brutal verden, hærget af krig og klimakatastrofe i stedet for et paradis af automatiserede fabrikker og bekvemmelighed.

Vi må vedkende os, at denne række af påstande er rimelig svag: et udgangspunkt snarere end en konklusion. Det burde også sige sig selv: disse påstande fortæller os intet om, hvorvidt en kommunistisk revolution faktisk vil finde sted. Efter vores gennemgang af den revolutionære strategis begrebslige topologi, er der stadig et ubesvaret spørgsmål: Er der noget af alt dette, der påvirker, hvad vi gør? Har disse reflektioner nogle strategiske konsekvenser?

I dag finder dem, der er interesseret i revolutionær teori, sig selv fanget i valget mellem en falsk modsætning: aktivisme eller afventen. Det ser ud til, at vi kun kan handle uden at tænke kritisk, eller tænke kritisk uden at handle. Revolutionær teori har som en af sine opgaver at opløse denne performative modsigelse.

Hvordan er det muligt at handle og samtidig forstå grænserne for selvsamme handling? I enhver kamp er der en spænding i retning mod enhed, hvilket kommer til udtryk i tilbøjeligheden til at koordinere de afbrydende aktiviteter, som det eneste håb om at opnå noget som helst. Men i fraværet af en arbejderbevægelse – som var i stand til at underordne forskelle i en grundlæggende enshed – frustreres denne spænding i retning mod enhed. Der findes ingen måde at løse koordineringsproblemet, der baserer sig på, hvad vi er. At tage parti for bruddet er at erkende, at der ikke er nogen kollektiv arbejder – intet revolutionært subjekt – som på en eller anden måde er skjult, men allerede tilstede i enhver kamp.

Tværtimod viser optrapningen af kampe ikke en forudgående enhed, men snarere en konfliktfyldt og hastig udbredelse af forskel. Denne forskel er ikke bare noget, nogen lider under; den er ofte villet af dem, der deltager i kampe. Under disse vilkår tilbyder de svage enheder af den eller den anti-regeringsfront – som påtvinges så mange forskelle – ikke meget mere end endnu en bekræftelse i, at vi i kampens hede forbliver uforenede.

I den forstand kan vi måske endda sige, at i dag fører alle kampe væk fra revolution – bortset fra at det kun er gennem igangsætning, optrapning og mislykkede forsøg på generalisering, at forening en dag vil kunne blive mulig i og igennem et revolutionært brud med selve kampen.

Denne iagttagelse rejser et paradoks. Der er ikke andet at gøre end at fremme udbredelsen og optrapningen af kampe. Som alle andre, der er engageret i kamp, vil vi måske forsøge at indføre nyt indhold i vores kampe. Vi vil måske afprøve nye taktikker og organisationsformer (eller også vil vi måske omfavne taktikker og organisationsformer andre steder fra, når de viser sig på en måde, der giver genlyd hos os). Vi vil måske fremsætte det, som vi tror er øjeblikkets nøgleord. Under alle omstændigheder forstår vi, at grænserne for vores egen magt er alle andres grænser for deltagelse: udbredelsen af deres koordinering, graden af deres gensidige tillid og voldsomheden af deres afbrydelser.

Men vi erkender også, at idet vi deltager i kampe – idet vi organiserer os selv – bliver vi skubbet mod eller fikseret i identiteter, som vi grundlæggende er fremmede over for. Enten kan vi ikke længere bekræfte de identiteter, eller også vil vi ikke, eller også anerkender vi, at de er sektionelle og af den grund umulige for den brede mængde af menneskeheden at slutte sig til. Kampe sætter os op imod hinanden – men ofte ikke af grunde som, vi føler, er absolut nødvendige. Tværtimod kommer vi somme tider til det punkt, hvor vi kan se vores forskelle som ikke-essentielle – som resultatet af en status eller identitets pirrelige differentiering inden for kapitalismen.

Stående over for disse grænser for kampen føler vi os fuldstændig magtesløse i forhold til at overkomme dem. Vanskeligheden for aktivister er, at en erkendelse af grænser viser sig som tab og nederlag. Deres reaktion er desperat at forcere en løsning. Vi anerkender derimod, at striden ikke vil vindes direkte, ved at springe over grænserne. I stedet må vi støde mod de grænser igen og igen, indtil de kan formaliseres. Det umulige i at løse koordineringsproblemet må – mens vi forbliver, hvad vi er, i dette samfund –  teoretiseres i kampens hede som et praktisk problem.

Proletarer må komme til at se, at kapitalen ikke bare er en ydre fjende. Sammen med staten er den vores eneste koordineringsform. Vi relaterer os til hinanden gennem kapitalen; den er vores enhed-i-adskillelse. Kun på grundlag af sådan en bevidsthed – ikke om klassen, men om kapitalen – vil revolution blive mulig, som omvæltningen af dette samfund.

I mellemtiden søger vi ikke forhastede svar eller forcerede løsninger, men snarere en terapi imod fortvivlelse: det er kun ved at brydes med grænsen, at proletarer vil formalisere det spørgsmål, hvortil revolution er svaret. Som det ser ud, er vores dermed et beskedent bidrag, baseret mere på et spekulativt argument end på stærke beviser. Undtagen blandt en lillebitte minoritet af deltagere er et begreb om kommunisering (eller et begreb bærende dets væsentlige kendetegn) ikke opstået i nogen kampe.

Vi taler stadig om en ny kampcyklus med det gamles udslidte sprog. Vi kan forfine det sprog, så godt vi kan, men er nødt til at indse, at det næsten er, hvis ikke fuldstændigt, udtømt.

Denne tekst er oversat af forfatterne bag og bragt i bogen »Kommunisering: Brud 1 og 2«.

  1. Sergio Bologna, ‘Class composition and the theory of the party at the origins of the workers’ council movement’ (1972).
  2. Se ‘A History of Separation’, kommer i Endnotes 4.
  3. Massestrejken i begyndelsen af det tyvende århundrede havde ikke meget til fælles med det nittende århundredes drøm om generalstrejken, le grand soir.
  4. Gilles Dauvé og Denis Authier, The Communist Left in Germany, 1918–1921 (1976), kap. 4.
  5. Se Philippe Bourrinet, ‘The workers’ councils in the theory of the Dutch-German communist left.’
  6. Carl Schorske, German Social Democracy, 1905–1917 (Harvard University Press 1955), s. 39.
  7. Bander og rackets sørger for, at visse proletarer får 'gode jobs' på bekostning af andre. [Racket er en central term i Jacques Camatte & Gianni Collus "Om organisation" fra 1969, der indgår oversat i en kommende udgivelse af Carsten Juhl, Hvad der ikke kunne fortsætte og hvad der ikke kunne begynde. Maj 68: forudsætninger og følger, på Billedkunstskolernes forlag. O.a.]
  8. Ikke alle der er afhængige af arbejdet, har opnået den autonomi, der følger med. For eksempel har proletariske kvinder altid arbejdet, i det mindste en del af deres liv. Men i en anden del af deres liv (især før 1970) var de henvist til en huslig sfære, hvor de ikke tjente deres egen løn. Selv når kvinder faktisk fik løn, blev den nogle gange udbetalt direkte til deres mænd. På denne måde forhindrede udviklingen af den kapitalistiske produktionsmåde kvinder fra at vinde den autonomi fra fædre og ægtemænd, som unge mænd på et tidligt tidspunkt var i stand til at opnå. At kvinder i dag faktisk får og beholder deres egen løn har givet dem en øget autonomi, selv om de stadig er belastet af det meste af husarbejdet.
  9. Senere i teksten adskiller Endnotes bruddet (rupture) fra termen 'disruption'. Sidstnævnte har vi valgt at oversætte med to ord: afbrydelse, forstyrrelse. o.a.
  10. Se for eksempel Robert Axelrod, The Evolution of Cooperation (Basic Books 1984).
  11. Se Robert Pippin, Hegel’s Idealism (Cambridge University Press 1989), s. 16-24.
  12. I denne forstand handler individer ofte spontant. Nogle gange har de en plan og andre gange ikke. Vi er imidlertid ikke interesseret i den slags individuelle frie handlinger, men snarere i kollektive spontane handlinger. Det vil sige: vi er her kun interesserede i masseaktiviteter.
  13. At påpege det er ikke at rakke ned på militante aktivister: det er at minde os om at selv om militante er aktive agenter i enhver bølge af kampe, så har de ikke nøglen til den. De løser koordineringsproblemet nogenlunde som computere løser matematiske problemer: ved at prøve alle mulige løsninger, indtil en af dem passer.
  14. Hegel, The Encyclopedia Logic (Hackett 1991) § 133, s. 202.
  15. [Mediation (formidling), immediacy (umidelbarhed). Den private (grammatisk negative) form kunne, i en mindre mundret, men mere stringent version, også oversættes til 'u-formidlet', dvs. direkte, uden mellemled. O.a.]
  16. Se ‘Logistics, Counterlogistics and the Communist Prospect’ i Endnotes nr. 3.
  17. I Louis Bonapartes Attende Brumaire skriver Marx om en polarisering af sociale kræfter mellem et 'ordenens parti' og et 'anarkiets parti'. Det er her ikke et spørgsmål om allerede eksisterende sociale grupper, men snarere om fremspirende grupper, der finder sin organiseringsform i kampen selv: borgerskabet og dets støtter slutter sig sammen om en kraft, der tilbyder den bedste chance for at genoprette ordenen, mens proletariatet samler sig om en kraft, der forsøger at skabe en situation, 'som gør enhver tilbagevenden umulig' [da. overs. justeret af red.].
  18. Begrebet om partiet registrerer alene dette faktum: ligesom den spontane revolte selv vil bruddet ikke forløbe automatisk, ud af en dyb eller endda 'endelig krise' i relationen mellem kapital og arbejde. Proletariatet vil ikke lige pludselig finde sig selv i en situation, hvor det holder nøglen til magten, hvorefter det kun er et spørgsmål om at finde ud af, hvad det skal stille op med den. Derimod vil revolutionen være et projekt for en lille del af samfundet, dvs. partiet, der løser koordineringsproblemet på den eneste mulige måde – nemlig ved at afskaffe klassesamfundet.
  19. Dette er en pointe, der er vanskelig at gøre stringent. Det er klart, at for så vidt spontant selvorganiserende kampe bygger deres egne grundlag, så forbinder de ofte individer til hinanden på måder, der står i modsætning til deres enhed-i-adskillelse for kapitalen. For eksempel kan individer besætte en regeringsbygning, selv om de ikke har nogen hverdagsforbindelse til den. Idet de besætter, kan de organisere sig selv ifølge et delt træk, der er uden betydning for kapitalen. Hovedpointen her er at spontant organiserende kampe forstyrrer kapitalens enhed-i-adskillelse, men de overkommer den ikke på en permanent måde. Og deraf tilbøjeligheden til at skel i form af køn, race, nationalitet, etc. genopstår i pladsbesættelserne i 2011, dvs. netop der hvor de skel skulle formodes at være blevet sat ud af funktion.
  20. Insurrektionisterne er muligvis de sande arvinge af 'vokse-over'-teorien om revolution. For dem er optrapningen af eksisterende kampe allerede bruddet selv. Begrebet om revolution bliver således opgivet som alt for 'holistisk' – en falsk universalisering i tid og rum. Men faktisk universaliserer kampe sig selv – ikke ved at forene sig, så at alle kan marchere bag det ene sande banner – men snarere ved at stille universelle spørgsmål om hvordan denne verden overkommes. På den måde konstruerer kampe selv det universelle, ikke som en idealiseret revolutions abstrakte objekt, men som en faktisk revolutions konkrete objekt.
  21. Amadeo Bordiga, ‘Seize Power or Seize the Factory?’ (1920).
  22. Visse kommunister har taget en anden kurs. De tager det som deres primære opgave at identificere og infiltrere det, de opfatter som de 'afgørende' økonomiske sektorer, dvs. den del der repræsenterer helheden. Militante indenfor den sektor formodes at være i stand til – på det rette tidspunkt – at intervenere på afgørende vis, at fremstille revolutionen, og ellers at forhindre revolutionens forrådelse (som formodedes at komme andre steder fra). Se for eksempel Monsieur Duponts Nihilist Communism, om spørgsmålet om 'det essentielle proletariat' (Ardent Press 2002). Disse er falske løsninger på reelle problemer, men igen: af den grund vil de finde deres faktiske løsninger med tiden.

Translated by http://modkraft.dk/artikel/spontanitet-formidling-brud